Fokus hos VACVAC
80% af de mennesker, der arbejder i den globale tøjproduktion er, ganske tankevækkende, kvinder mellem 18 og 35 år. Mange af disse har selv børn, men kun forsvindende få har adgang til det mest nødvendige. For os handler det, at drive ansvarlig virksomhed, derfor grundlæggende om solidaritet. Det, at klæde vores børn godt på, bør nemlig ikke ske på bekostning af andre.
Hos VACVAC studio arbejder vi mangespektret med social og miljømæssig ansvarlighed - i tæt samspil med vores dygtige leverandører - men faktisk ser vi også vores forhandlere og kunder som en ufravigelig del af vores værdikæde. Faktum er nemlig, at vi, hver især, har enorm indflydelse, og som brand ved vi, at vi har et stort ansvar for at oplyse og skabe øget bevidsthed omkring vores tøjs påvirkning.
“Vi må alle tage ansvar for at træffe de bedste beslutninger – såvel producenter som leverandører, detailhandel og forbrugere. VACVAC studio tager de første skridt og arbejder for en ordentlig og samvittighedsfuld produktion. Næste step er, at få forbrugeren med.” – Signe, ejer af VACVAC studio.
Vi nægter at gå på kompromis med de fabriksansattes sikkerhed, løn og rettigheder. Forudsætningen for at sikre dette er imidlertid dokumentation, velvillighed og ordentlighed fra alle parter, og vores leverandører er derfor alle udvalgt på baggrund af deres åbenhed og sociale samt miljømæssige certificeringer og initiativer. Det er afgørende for os, at der er overensstemmelse mellem leverandørens værdisæt og vores, og at der er gensidig tillid, så vi sammen kan løse eventuelle udfordringer.
Vores leverandører er eksempelvis, ligesom vi selv, GOTS-certificerede, hvilket betyder, at de har indvilget i at leve op til, og blive kontrolleret i henhold til, best practice for social såvel som miljømæssig ansvarlighed. Du kan læse mere om GOTS-certificeringen her.
”Vi arbejder ufatteligt tæt sammen med de mennesker, som syr vores/jeres tøj. Derfor er det også blevet en personlig kamp for mig at sikre, at de får anerkendelse, respekt og en ordentlig løn. Det skal de selvfølgelig ha´ – de laver et umage stykke håndværk!” – Signe, ejer af VACVAC studio.
Vores materialer falder indenfor to kategorier - certificerede økologiske fibre og økologiske fibre. Fælles for materialerne er dog, at vi stiller høje krav til, hvordan de klarer sig i brug. Et godt eksempel på det første, er vores basic rib der består af GOTS-certificerede, økologiske materialer, mens dele af vores interiør ikke at muligt at få en certificering på, da fyld, primært vat, som udgangspunkt ikke kan GOTS certificeres, men produceres og udvikles sammen med og hos samme leverandør som de GOTS certificerede varer, derfor kan vi garantere god og grundig CSR der lever op til GOTS 7.0.
Vi søger i øvrigt altid at minimere spild, hvor vi kan. De GOTS-certificerede materialer sikrer os, at der er stillet krav til alt fra økologisk dyrkning og anvendte kemikalier til spildevandsrensning og social ansvarlighed - hele vejen fra marken til VACVAC.
VACVAC tror på at god kvalitet er det det rigtige valg. Vi producerer gennemtestede og lang tids brugbare basic produkter. Find os i GOTS database lige her
Har du spørgsmål til, hvordan vi arbejder? I så fald, er du altid velkommen til at kontakte os på info@vacvac.dk